Selvforskyldt husorden?

Jeg undrer mig over hvordan det kan være at tingene forholder sig som de gør, hvor det er mig der trækker det helt store læs, når det kommer til husholdning, barneansvar osv. Synes egentlig at jeg er meget “demokratisk” i min tilgang til at bede om tingene; og så sker der nogle gange en handling. Kan ikke forstå at det kan være så svært at “se”, når man(d) har fået beskeden et utal af gange i al den tid vi har været forældre. Tænker tit at det må være let at være i min kærestes sko, der ofte opfører sig som uvidende/udeltagende teenager. Han kritiserer gerne højlydt hvis der f.eks. ikke er vasket tøj, men kan ikke se at han selv burde tage et initiativ til at samle det beskidte tøj sammen, og sætte en vask over! I morges spurgte han f.eks: “er tøjet taget ned fra tørrestativet?” mig: “nej” Ham: “jamen, jeg mangler at få vasket tøj”. Mig: “det står dig frit for at gøre noget ved det” Ham … stilhed og tvær mine ! Jeg mangler ved G u d også at få vasket tøj, men nu trigger det mig, og jeg kan mærke at jeg bliver lidt trodsig. Desuden har jeg faktisk ikke tid til det, for jeg skal sørge for resten af husholdningen, hente-bringe barn, samt søge job. Måske er det her filmen knækker for manden? Han tror vidst at jeg har uendelig tid til at servicere ham. Jeg føler at han glemmer at deltage aktivt med sit eget ansvar; og så er det at jeg må spørge mig selv, hvor selvforskyldt jeg er over at stå i denne situation? Hvilket bringer mig tilbage til stædigheden omkring at der først bliver vasket tøj, når manden indser hans rolle dér!